Biologi

Kænguruerne er typiske repræsentanter for Australiens fauna, men der findes også kænguruer på Ny Guinea. Bennetts kænguru træffes fortrinsvis i eukalyptusskovene og i det omkringliggende åbne land. En historie siger, at navnet kænguru kommer fra Australiens oprindelige folk—aboriginals—og betyder: ”Jeg kan ikke forstå”. Da de første europæiske søfolk kom til Australien og så de mærkelige dyr hoppe rundt, ville de selvfølgelig vide, hvad de hed.  De indfødte svarede: ”Kænguru”, altså: ”Jeg kan ikke forstå, hvad du siger”.

Kænguruerne er sammen med koalaerne de bedst kendte medlemmer af pungdyrene. De har alle sammen en pung til at bære ungerne i. Ved fødslen er ungen ikke mere end 3 cm lang og vejer kun 0.75 gram. Uden moderens hjælp kravler den nyfødte op i pungen, hvor den suger sig fast til en af dievorterne. Ungen bliver i pungen indtil den bliver for stor ca. 9 måneder gammel. Men overgangen til det frie liv er gradvis, og ungen kommer stadigvæk ofte tilbage til moderen for en lille tår mælk. Hunnen kan parre sig umiddelbart efter fødslen og dermed få et nyt foster, mens den stadigvæk passer den første unge. Den nye unge fødes imidlertid først, når den ældre har forladt moderens pung.

Kænguruen kan springe af sted med op til 50 km/timen, og hvert hop kan være op til ca. 8 meter. Halen holdes over jorden og fungerer som et slags styreredskab. Kænguruer kan ikke gå baglæns. Kænguruen er især aktiv morgen og aften, mens den slapper af i de varme dagtimer.

Trusler

Farmere har anset kænguruen som et skadedyr på kvægets græsmarker, lige som skovfældning har udgjort en potentiel trussel. Den kraftige vækst i landbrugsarealet har imidlertid øget fødemængden betragteligt, og Bennetts kænguru er ikke truet i

dag.