MADAGASKAR VÆVER

  • colourbox43754640
  • colourbox19069726
  • colourbox19069722
  • colourbox48606130

Biologi

Madagaskar væveren stammer som navnet siger fra Madagaskar, men den er ses også både i Afrika, Amerika og i Australien, hvortil den er indført af mennesket. Derudover er den en særdeles skattet burfugl i fangenskab. Det er en lille fugl på blot 13 cm i længden og med en vægt på bare 15 g.

Hannen er stærk rød med sorte markeringer rundt om øjnene. Hunnen er mere olivengrøn fortil og grålig på ryggen.

Madagaskar væveren foretrækker det åbne land med spredte træer, og den ses ikke i meget tæt skov.

Føden består overvejende af græsfrø og lidt insekter, men den går ikke af vejen for lidt frugt i tilskud.

Uden for yngletiden optræder madagaskar væveren i større flokke, men når yngletiden nærmer sig, opretter hannerne individuelle territorier, som de ivrigt forsvarer over for nabohanner. Reden er som hos andre væverfugle et ganske imponerende bygningsværk. Den er næsten kuglerund med et kunstnerisk anbragt indgangshul i siden. Redematerialet er græsstrå og bitte små kviste, som væves fast ind i hinanden. Hannen står for det meste af byggeriet, og det tager omkring 8 dage at bygge kunstværket færdigt. Desværre er det ikke altid hunnen accepterer boligen, og derfor kan der være flere tomme reder inden for samme territorium.

Hunnen står for rugningen, og ungerne klækkes efter et par uger. Reden forlades efter yderligere et par uger. Madagaskar væveren får normalt 2 kuld om året. Efter et års tid er ungerne fuldvoksne og kan begynde på en ny generation.

Trusler

Madagaskar væveren er ikke truet som art, men i naturen efterstræbes den først og fremmest af rovfugle.