Almindelig tulipantræ er hjemmehørende i det østlige Nordamerika fra Canada over Appalacherne ned til Louisiana og Florida USA. Det er løvfældende, med en brun og furet bark og vokser til en højde af 25-30 meter, med en bredde på ca. 10 meter. Om efteråret farves bladene gyldne. Kernetræet spænder i farve fra lys gul til brun, splintveddet er creme hvidt. Tilvæksten er på ca. 30 x 15 cm årligt. Kan vokser op mod 12 meter i de første 15 år. I bjergkæden Appalacherne er der eksemplarer på op til 50 meter. Man har målt et træ til 58,49 meter med en stamme på op til 2 meter i diameter. Normalen er 1-1,5 meter i diameter. Træet vokser på veldrænet, fugtig jord med et hjerteformet rodnet med dybtgående hovedrødder. Det blomstrer i maj-juni med store gulgrønne tulipanformede blade. Bladformen er meget karakteristisk, minder om en violin og kaldes derfor også for ”fiddle tree- (violin træ)”. Frøene er vingede nødder, som sidder i kogleformede stande til langt ud på vinteren. I Danmark skal man plukke frøene i grøn tilstand og de skal sås med det samme for at opnå spiring og vækst. Det plantes i de nordlige egne om foråret, i det sydlige USA også om efteråret. Træet er skyggeintolerant, modstandsdygtig mod tørke, insekt angreb og vind. Det bliver op til maksimalt og sjældent 400-450 år gammelt. Normalen er ca. 200-250 år. I Queens, New York City, står et eksemplar kaldet ”Queens Giant”, som anslås til 450 år gammelt. Alle dele, specielt træ og bark er giftig for mennesker.
Træet kan spores tilbage til Mesozoikum (251-65,5 millioner år siden), hvor det groede i Nordamerika og Europa. Navnet Liriodendron, er afledt af græsk: Lilietræ, men er ikke artsbeslægtet med lilje, tulipaner eller poppel (kaldes i træ industrien sommetider for tulipan-poppel elle gul-poppel i USA). Arten blev først katalogiseret af svenskeren Carl von Linné (også kendt som Carl Linnaeus; 1707-1778), som lagde grunden for den moderne nomenklatur og systematik inden for biologien. Arten af Magnoliales betegnes af botanikere som den ældste blomstersættende art i historien, der iblandt Almindelig tulipan træ (mindst 100 millioner år). Træet blev introduceret i Europa før 1688 i England (Biskop Comptons` have, Fulham Palace).
Træet blev af de indfødte amerikanere udhulet til kanoer, som fik tidlige indvandrere vest for Appalacherne til at kalde det Kanotræ. På Miami-Illinois indianersprog hedder det ”oonseentia”. I dag bruges det, pga. dets finkornet træ ved, bla. til kirkeorgler (slutter tæt rundt om piber og ventiler og er fortrinligt til fine udskæringer), træskulpturer, vindueskarme og da det i struktur minder om Weymouthfyr, som er en dyrere træart (Pinus strobus), og findes i store mål, bliver det brugt til billige formål, som fx ligkister, vognpaneler, husinteriør og mønster træ. Træet er populært i parker, store haver og på veje og alléer. I Sydappalacherne fremstilles desuden cellulose og papir af træet. Almindelig tulipantræ producerer store mængder af nektar af knap så god kvalitet (unge træer ca. 3,6 kg nektar=1,8 kg honning), som fx til morgenbordet, men som dog er værdsat af bagere i det østlige USA. Almindelig tulipantræ er eksklusiv vært for mølarten Callosamia angulifera (Tulip tree silkmoth- giant silkmoth), samt vært for 27 andre mølarter.
