Biologi

Lamaen er en kamel uden pukler med hjemsted i det vestlige Sydamerika omkring Andesbjergene. Den er et socialt dyr, der lever i mindre familiegrupper.

Oprindelig var lamaen et vildt dyr, men den blev tæmmet og blev til et modificeret husdyr allerede for 3.000 år siden. Nu om dage benyttes lamaen først og fremmest som lastdyr, men blandt indianerne tjener den også som en vigtig fødekilde. Huden anvendes til læder, fedtet som lampeolie og ekskrementerne som brændsel. Lamaen optræder også som forvildet overalt på pampassen og i Andesbjergene.

Den er kendt for at spytte. Egentlig er det ikke spyt, men mavesaft med halvfordøjet indhold. Lamaen spytter, når den er bange, eller når den vil true andre lamaer. Lamaer kan bruges også som vagtdyr – ligesom hunde. De har en bestemt høj lyd, som bruges, hvis der er fare på færde.

Lamaens historie går 12 millioner år tilbage i tiden. De første lamaer udviklede sig oppe i Nordamerika. For 4 millioner år siden forsvandt lamaer fra Nordamerika. En stor del vandrede over den smalle landbro ved Beringstrædet til Asien, hvor de udviklede sig til den en-puklede dromedar og den to-puklede kamel. En anden gruppe lamaer tog sydpå over Panama til Sydamerika, hvor lamafamilien er hjemmehørende i dag. De holder til i Andesbjergene og i de højtliggede dele af Peru, Bolivia og Ecuador. Mange lamaer er eksporteret til andre lande Jorden over, hvor de holdes som husdyr.

Normalt lever lamaen i harem, hvor en enkelt dominerende han samler en flok på ca. 6 hunner som forsvares over for andre hanner. Unge hanner i gruppen fordrives fra flokken, når de vokser til, og må forsøge at overtage andre flokke. Hunnerne er alene om opfostringen af ungerne, og sammen med førerhannen forsvarer de deres eget territorium.

Der findes faktisk 4 forskellige arter i lamafamilien: Lamaerne, alpakaerne, vikunaerne og guanacoerne. Vikunaerne og guanacoerne er stadigvæk vilde dyr.

Lamaen var ifølge legenden solguden Inti’s gave til det peruvianske folk.  Inkaerne havde stor respekt for deres lamaer, og de tilbad dem ved særlige religiøse rideopvisninger. Hvide lamaer nød en særlig respekt, mens sorte dyr blev anset for at være i ledtog med ”det onde”. Sorte dyr blev derfor udeladt i avlen eller ofret. Et indtørret lamafoster blev gravet ned under dørtrinnet i nybyggede huse for at bringe lykke og held i det nye hjem. Ritualet var så vigtigt, at man derudover slagtede en drægtig hun.

Når en højtstående person afgik ved døden, slagtede man en lama, så den kunne bringe den dødes sjæl sikkert til det hinsides. Selv i dag slagter man lamaer ved rituelle fester.

Trusler

Puma og ulve hører til lamaens naturlige fjender. Tidligere havde menneskers jagt også indflydelse. Men i moderne tid har lamaen spredt sig til store områder, og den betragtes ikke som truet.