Biologi

Maraen er en gnaver, der lever i Argentinas halvtørre områder. Af udseende ligner den meget en langbenet hare, men dens adfærd er mere som en kanins. Den hopper af sted, den graver huler og den søger føde på græsstepper. Dyrene samles i kolonier på 30-70 dyr. De har skarpe kløer på forpoterne, og de bruges til at grave beskyttende huler i jorden. Maraerne må ofte slås med prærieugler om hulerne. Uglerne er ikke så gode til at grave, så de forsøger at stjæle sig til hulerne. De enkelte huler benyttes af en han og en hun.

Det meste af tiden benyttes til at vandre rundt efter føde. Det foregår som regel parvis, men der kan også undtagelsesvis være 3 dyr af sted i den lille flok.

Hannen og hunnen holder sammen hele livet. De 2 unger bliver født tæt ved indgangen til hulerne, og de kravler hurtigt ned i mørket. Ofte ser man flere kuld unger i samme hule, men mødrene kan sagtens kende deres egne unger, når de skal ned og passe dem. Ungerne bliver i hulen i ca. 2 måneder, hvorefter de kravler op og må klare sig selv.

Når hele flokken tager af sted, er der altid et dyr der bliver tilbage ved hulerne for at holde vagt. 

Maraen er en fantastisk løber og kan spæne op til 45 km/timen, men almindeligvis hopper den bare roligt af sted.

På trods af sin lighed med den europæiske hare er maraen tættere i familie med marsvin end med haren. Men på grund af ligheden var de første europæere i Sydamerika ikke i tvivl. De kaldte maraen for ”pampasharen”.

Pampassen er den tørre og varme steppe, som dækker store dele af Sydamerika. Der er kun ganske få træer, og  når den stride blæst ”Pamperoen” svirper hen over pampassen, er det bedst at søge ly i sin underjordiske hule.

Trusler

Maraen er desværre i tilbagegang. Den bliver jagtet, og mange steder er dens levesteder ødelagt. Ræve, pumaer og rovfugle udgør naturlige fjender