Biologi

De hvidørede silkeaber lever i mindre flokke i Brasiliens kystskove og i lidt tørre skove inde i landet. Hovedføden er frugt og forskellige former for saft fra træerne samt insekter. I modsætning til de fleste andre aber har silkeaberne ikke negle men skarpe kløer, som de bruger til at skære i træernes bark for at frigøre saft og overrumple insekter. Alle former for frugt, tilgængelige smådyr og æg står også på menukortet.

Flokken består af omkring 10 dyr, hvoraf de næsten alle sammen er i familie. Parringsmønstret er lidt specielt, idet kun 1 eller 2 hunner og en enkelt han sørger for familiens videreførelse. Hannen parrer sig ikke med sine tætteste slægtninge for at undgå indavl i flokken. Hunnerne melder sig klar til parring ved at række tungen hurtigt ud og ind.

Tilsyneladende er de ledende aber i stand til at undertrykke ægløsningen og seksualadfærden blandt gruppens øvrige medlemmer, som i stedet for fungerer som babysittere, når ungerne kommer til verden. Afkommet er altid tvillinger, der er forholdsvis store ved fødslen, så egentlig har moderen ikke overskud til at sørge for dem alene. Flokkens øvrige medlemmer hjælper til og bringer føde til hunnen både i drægtighedsperioden og senere under diegivningen. De første to leveuger klamrer ungerne sig til moderens ryg, men derefter bliver de mere nysgerrige på omgivelserne, og snart kan de få rideture og mad af alle de andre familiemedlemmer.

Når ungerne er omkring 15 måneder forlader de familieflokken og søger optagelse i andre flokke, hvor de selv får lov til at formere sig, hvis de altså kan opnå en ledende rolle.

De hvidørede silkeaber kan kommunikere indbyrdes på mange forskellige måder. Ansigtsudtryk, kropspositurer, forskellige lyde og duftmarkering fungerer næsten som et egentligt sprog. Vrede og aggression udtrykkes ved at vise tænder og stirre stift, mens frygt og underkastelse vises ved lukket mund, sammenknebne øjne og nedsænkning af de ellers så strittende øreduske. Hertil kommer et hav af forskellige kaldelyde, advarselslyde og skræmmelyde. Foran på brystet og bagi har aberne duftkirtler, hvorfra de kan gnide duftende sekret af på grene og kviste. Duftene tjener til afmærkning af bestemte områder i skoven og til at markere de enkelte flokmedlemmers sociale status.

Trusler

De hvidørede er som andre dyr i de brasilianske kystskove udfordret af skovfældning, og i tidligere tid blev mange aber indfanget til dyreforsøg og i stort omfang til anvendelse som kæledyr. Massive avlsprogrammer,  genudsætningskampagner og begyndende fredning af skovområder er iværksat for at afhjælpe bestandsnedgangen.