Biologi
Kornsnogen stammer fra det østlige USA med særlig høj forekomst omkring Florida, og den er ikke giftig. Den har mange forskellige levesteder, og den er ikke ualmindelige i lader og andre bygninger.
Kornsnogen er en tynd orange eller gulbrun slange med en længde på 60-180 cm. På ryggen er der større eller mindre røde pletter, og på undersiden er der skiftende sorte og hvide mærker, som godt kan ligne et skakbrætmønster. Farven og mønstrene varierer dog afhængig af slangens alder og forekomst.
Kornsnogen er overvejende aktiv om natten, hvor den bevæger sig op i træerne, på marker eller omkring i forladte bygninger. Om dagen gemmer den sig typisk i musegange, under bark, træstammer eller sten. Om natten går de voksne slanger på jagt efter mus, rotter, fugle og evt. flagermus. De mindre unger søger efter små firben og frøer.
Kornsnogen er en kvælerslange, som griber byttet med tænderne, hvorefter den snor hele kroppen stramt rundt om offeret. Slangen strammer mere og mere til, indtil byttet er kvalt eller mast. Derefter sluges byttet helt. Kornsnogen behøver normalt kun at æde en eller to gange om ugen eller sjældnere, hvis byttet er stort.
Slangen lægger sine 10-30 æg i dynger af råddent plantemateriale. Her er der en relativ høj temperatur og en høj luftfugtighed. Æggene må passe sig selv, og de klækker typisk efter et par måneder. De nye unger måler ca. 30 cm og er først voksne og kønsmodne, når de er omkring 2-3 år.
Kornsnogen har et fredeligt temperament, og den er særdeles udbredt som terrariedyr i fangenskab.
Trusler
Kornsnogen er ikke truet som sådan, men visse steder i Florida er bestanden på tilbagetog, fordi der indfanges mange slager, og fordi de naturlige levesteder er på retur.