Biologi

Stenhønen stammer oprindelig fra Asien, men lige som fasanen er den mange steder indført som jagtfugl, og den har samtidig forvildet sig over store dele af det sydlige Europa, Mellemøsten og langt østpå gennem Rusland og videre ind i det østlige Asien. Den har også stor udbredelse i USA.

Stenhønen har et karakteristisk udseende med sine flotte farver og det hvidestribede felt på vingerne. Hanen og hønen ligner hinanden, men hanen har lige som haner af andre hønsefugle sporer på fødderne. Hønen har ikke sporer, og hun er lidt mindre end hanen. Stenhønen kan larme op med kluk og galen, der lyder noget i retning af chuk-chuck-chukar, og derfor hedder stenhønen også bare chukar på engelsk.

Den holder til på stenede bjergsider med græs og buske, men fuglen er også almindelig på dyrkede arealer. For det meste af tiden bevæger den sig rundt på jorden efter frø, grønt, orm og insekter, men den kan også flyve væk i høj fart, hvis der er fare på færde.

Uden for yngletiden finder stenhønsene sammen i flokket på 10-30 fugle, men i yngletiden gør hanerne alt for at være alene med en hun. De larmer op, og går sågar til vilde angreb på andre nærgående haner. Reden anlægges som en fordybning i jorden, og den dækkes med blade. De 7-14 kyllinger klækker efter godt 3 uger, og de kan straks bevæge sig rundt i halen på deres mor.

De smukke fugle er ikke ualmindelige i fangenskab.

Trusler

I naturen efterstræbes stenhønen fortrinsvis af ørne, men ellers klarer fuglene sig fint.