Biologi
Kalkungribben har fået sit navn, fordi det skallede røde hoved minder en hel del om hovedet hos en kalkun.
Den hører hjemme i Amerika, og man regner med at der er mere end 4.000.000 fugle i hele udbredelsesområdet. Den lever udelukkende af ådsler. De svage fødder gør det næsten umuligt for den at fange levende bytte. Den har et glimrende syn, og den har også den bedste lugtesans blandt alle fugle. Hullet i næbbet er med til at forstærke lugtesansen. Den foretrækker dyr, der lige er døde, og den optræder tit i vejsider, hvor den opsøger trafikdræbte fugle og pattedyr.
Kalkungribben kan lugte ådsler på op til 3 km afstand. Det ved vi fordi, forskere har sultet gribbene og derefter sat dem fri. Herefter er det lykkes fuglene at finde ådsler som forskerne har lagt ud i naturen. Nogle af ådslerne lå 3 km. fra stedet, hvor fuglene blev sluppet fri.
Kalkungribben kan tæmmes, og den kan trænes til at finde døde mennesker på øde steder.
Den har intet stemmebånd og kan derfor kun grynte.
Gribbene i Amerika har udviklet sig helt uafhængigt af gribbene i Afrika, Asien og Europa. Det kan man bl.a. se på fødderne. Amerikanske gribbe har nærmest hønsefødder, mens de andre gribbe har gevaldige kløer.
Kalkungribbene yngler sammen i store grupper. De bygger sjælden en egentlig rede, men lægger æggene i små højtliggende huler eller på klippefremspring. Hunnen lægger som regel 2 æg, som udruges af både hannen og hunnen.
Om natten, når det bliver køligt, kan gribben sænke sin kropstemperatur fra de normale 40o til 34o. For at varme op igen, ser man den ofte i solen med udspredte vinger. Hvis det til gengæld bliver for varmt, kan den finde på at klatte på sine egne fødder. Når klatten tørre ind bruger den varme, og gribbens ben bliver en smule koldere.
Trusler
Kalkungribben har næsten ingen naturlige fjender. Før i tiden troede man, at den kunne overføre virussygdomme til husdyr, og derfor blev den skudt. Historien har imidlertid ikke noget på sig, idet eventuelle virus dør, når de kommer gennem gribbens tarmsystem.
