SURIKAT

  • dsc_8044
  • dsc_8022
  • dsc_6560

Biologi

Surikatens navn er hollandsk. Det skyldes at surikaten lever i de gamle hollandske kolonier i det sydligste Afrika. Her optræder den fortrinsvis i det åbne og tørre land. Surikaterne er meget selskabelige, og hver gruppe er en familiegruppe med 20-30 medlemmer. Hver gruppe opretholder et territorium på omkring 5 km2 som ivrigt forsvares over for naboerne.

Kun undtagelsesvis accepteres optagelse af fremmede yngre hanner fra andre grupper. På sigt vil de nye hanner måske kunne overtage ledelsen og få lov til at formere sig. Yngre hunner kan forlade deres gruppe i små flokke og opbygge deres eget nye samfund med nye hanner. Udvandringen fra gruppe til gruppe er afgørende for at undgå indavl.

Gruppen ledes af et enkelt dominerende par. Kun det ledende par formerer sig, og skulle der komme andre unger, bliver de slået ihjel. De hunner i flokken som ikke formerer sig, er babysittere for lederparrets unger, og de kan sågar give mælk. I meget store grupper kan der dog være tale om mere end ét lederpar.

Surikaterne graver et virvar af gange og huler under jorden. Hulerne ligger typisk 1.5 m nede i jorden, og sædvanligvis er der gange i flere etager. Hele hulesystemet holder en nogenlunde konstant temperatur og er med til at beskytte dyrene mod det ellers så barske klima. Der er sædvanligvis 15-20 indgange i hele hulesystemet.

Surikaterne er aktive om morgenen og igen hen på eftermiddagen,  og når de kommer op af hulerne om morgenen for at gå på jagt, er der altid en vagtpost som holder udkig. Hvis der er fare på færde, fløjter vagten højlydt, og hele gruppen skynder sig tilbage i hulerne. Surikaterne har mange forskellige lyde, og de kan meddele om en trussel nu kommer oppefra i form af en rovfugl eller i form af et rovdyr på jorden.

Surikaterne er først og fremmest rovdyr og de sætter pris på alle slags insekter, firben, skorpioner og småfugle. Enkelte planter kan dog også undtagelsesvis stå på menuen. I fællesskab jages af og til større dyr, og det kan være pænt store slanger. Surikaterne er immune over for ellers dødelig skorpiongift og visse slangegifte, men for en sikkerheds skyld prøver de først at fjerne skorpionernes giftige brod og slangernes tænder. Disse øvelser er noget mødrene gør meget ud af at lære deres unger.

Formeringen kan finde sted hele året men er som regel koncentreret omkring regntiden, hvor fødetilgængeligheden er størst.

Surikaterne er ikke særligt bange for mennesker, men de egner sig ikke som kæledyr. Dels lugter de ganske forfærdeligt og dels kan de finde på at bide. Dertil kommer, at de kan overføre sygdomme som eksempelvis rabies. Enkelte steder er man glade for surikater i nabolaget, fordi de er gode til at fange rotter og mus

I øvrigt optræder surikaten  i flere film, bl.a. i Løvernes Konge.

Trusler

Rovfugle og rovdyr så som sjakaler