Biologi

Rensdyret hører til hjortefamilien, og det forekommer i flere forskellige underarter med lidt forskelligt udseende og forskellig forekomst. Alle er de imidlertid om sommeren knyttet til tundraområderne højt mod nord, og alle vandrer de sydpå til mere gæstmilde områder om vinteren. På den årlige vandring fra nord til syd og tilbage igen kan rensdyret tilbagelægge 5.000 km med en dagsmarch på ca. 50 km om dagen.

Om sommeren er det lyst døgnet rundt oppe mod nord, og rensdyrene kan vanskeligt tilpasse deres sovetider. I stedet for sover de, når de er mætte uanset tidspunktet på døgnet.

 Det kendte europæiske rensdyr lever i det nordlige Rusland, i Finland, Sverige og Norge. Karibuen findes i Kanada og i Grønland, mens der findes en lidt mindre underart på Svalbard. De mindste underarter når en kropslængde på bare 150 cm, mens de større underarter kan vokse til 230 i længden. Pelsen er specielt tilpasse til livet i kolde områder. De enkelte hår sider utroligt tæt, og de er hule indeni. Klovene er også tilpasset til de årstidsbestemte opholdsområder. Om sommeren, når rensdyret er oppe i den moseagtige tundra er klovene brede og kødfyldte så dyrene ikke så let synker i, og de er også fremragende til at svømme med, når rensdyret skal krydse floder og søer på deres vandring. I vinterhalvåret bliver klovene tyndere og skarpere. Det gør det nemmere for dyrene at skrabe gennem sne og is og komme ned til de planter, som de lever af, og så kan de holde varmen i fødderne ved at kontrollere blodomløbet i benene.

Føden består udelukkende af planter såsom græs, lav, mos, blade og skud. Det daglige fødeindtag ligger på omkring 5 kg.

Alle rensdyr er udstyret med et gevaldigt gevir, og som noget helt enestående hos hjortedyr har både hanner og hunner gevir. Begge køn kaster geviret en gang om året men på lidt forskelligt tidspunkt. Hannernes gevir smides sidst på året, mens hunner beholder deres til hen på foråret. Når geviret vokser er det dækket af et hudlag, som rensdyret skraber af, når geviret er udvokset. Det kan godt se lidt blodigt ud.

Parringssæsonen falder i september-oktober, og hanner kæmper ihærdigt for at samle en lille flok hunner på 5-15 dyr. I hele parringstiden æder hannerne ikke, og de taber sig derfor voldsomt. Hunnerne er drægtige i omkring 7 måneder, og de føder normalt 1 eller 2 kalve om året.

 På rensdyrets levesteder, højt mod nord, er menneskets overlevelse mange steder helt afhængig af rensdyret. Mange af de lokale folk lever som nomader og følger rensdyrene på deres årlige vandringer, men det er også almindeligt at tæmme renerne og holde dem som husdyr.

 Gamle hulemalerier kunne tyde på, at tæmningen så småt begyndte allerede i den europæiske stenalder, ca. 5000 år f.Kr.

Næsten alle rensdyrets kropsdele bliver udnyttet. Kødet og mælken fortæres, skindet bruges til tøj og telte, geviret og knoglerne bruges til redskaber, og i lange tider har man også brugt rensdyret som lastdyr og ridedyr.

Trusler

Rensdyrenes største udfordring er helt klart klimaforandringerne. Opgørelser viser, at populationen af rensdyr er faldet med omkring 40% siden 2000.

Den globale opvarmning er særlig mærkbar nordpå, og det har indflydelse på de planter, som rensdyret er helt afhængig af.  Der er dog stadigvæk så mange rensdyr, at arten ikke betragtes som truet på globalt plan.