Kæmpetusindben

  • colourbox32304258
  • colourbox25144453_0

Biologi

Tusindben hører til leddyrene, og de er karakteristiske ved at have to par ben på hvert af de utroligt mange led. På trods af navnet findes der ingen tusindben med 1000 ben. Rekorden er oppe på 750. Gruppen af tusindben er blandt de tidligste dyr på landjorden, idet de første kan regnes mere end 400 millioner år tilbage i tiden.

Tusindben er tæt beslægtet med skolopendre. Men skolopendrene har kun et par ben på hvert kropsled, og så er de som regel fladere i kroppen end tusindben. Skolopendrene har et særdeles giftigt bid, mens tusindbenene må nøjes med et lidt generende sekret fra kropssiderne.  Endelig er skolopendrene skrappe rovdyr, mens tusindben udelukkende lever af døde planter.

Kæmpetusindbenet er med sine næsten 40 cm så absolut det største nulevende tusindben. Antallet af ben når op på 256. Det er udbredt I de Østafrikanske skove fra Mozambic til Kenya, hvor det træffes i skovbunden på jagt efter rådden frugt og andet dødt plantemateriale. Kæmpetusindbenet er overvejende aktivt om natten men det kan også vise sig om dagen, hvis det kniber med føden. Almindeligvis graver tusindbenet sig lidt ned i jorden om dagen, hvis det er for varmt. Ofte ser man flere tusindben på samme sted, men de er ikke egentlig sociale. Tusindbenet har et dårligt syn men en rigtig god lugtesans.

Kæmpetusindbenet er utroligt populært som hobbydyr i terrarier.

Når kæmpetusindbenet skal formere sig, udskiller hannen nogle karakteristiske duftstoffer som tiltrækker hunnen. De to køn ruller sig tæt sammen om hinanden som et hjul. Hannen vil altid finde en hun på samme størrelse som ham selv.

Han overfører en pakke med mange sædceller, som hunnen så senere kan bruge til at befrugte sine æg. Der er ikke noget fast ægantal, men et enkelt kuld kan nemt variere fra 25 - 200.  Æggene anbringes lidt nedgravet i skovbunden, og når ungerne kommer frem efter ca. 3 måneder er de helt blege og med ganske få led. Allerede efter 12 timer skifter ungerne den første hud, og den nye er en hel del mørkere. Ungerne skifter hud mange gange i løbet af livet, og hver gang bliver de lidt større med flere led og flere ben.

Trusler

Kæmpetusindbenet er ikke egentlig truet i naturen, men fældning af skovene giver selvfølgelig færre levesteder. Blandt de naturlige fjender tæller fugle, små pattedyr, frøer og firben. Når der er fare på færde ruller tusindbenet sig tæt sammen. Samtidig udskilles noget af den generende sekret fra siderne, og det kan holde de fleste fjender borte - endog myrer.