Biologi

Dødningehovedaben har fået sit navn efter de karakteristiske tegninger i ansigtet. Den lever vildt i Sydamerikas skove, hvor den foretrækker at boltre sig i skovens mellemste højde. Af og til kravler den også ned på jorden. Den kan forekomme andre steder, men her er tale om forvildede kæledyr. Aberne lever i store grupper med op til 300 dyr, og de kan kommunikere indbyrdes ved et bredt spektrum af mange forskellige lyde. Nogle af lydende fungerer som advarsel mod fjender, og blandt dem er i sær rovfugle frygtede.  Aberne har ikke klør med negle lige som os.

Dødningehovedaberne er næsten udelukkende aktive om dagen, hvor de bevæger sig hurtigt og elegant fra gren til gren på jagt efter føde. Den lange hale benyttes ikke til at holde fast med men som balanceredskab under de lange og farefyldte spring. Om natten sover de sammen i klumper med halerne slynget rundt om kroppen.

Ind imellem gnider aben sine hænder og fødder med urin. Det forstærker fodfæstet og tjener som duftmarkering over for de andre aber i flokken. Føden består først og fremmest af frugt og insekter, men aberne går heller ikke af vejen for fugleæg, nødder eller et enkelt firben. Af og til samarbejder de med andre abearter om at finde føde.

I yngletiden opstår der vilde slagsmål blandt hannerne, og vinderne får lov til at parre sig med hunnerne. Efter ca. 165 dage føder hunnerne en enkelt unge, som tilbringer de første 10 uger som en anden rytter på mors ryg eller hængende under bugen. Ungerne bliver nogenlunde selvstændige allerede, når de er omkring 6 måneder. Når hannerne bliver kønsmodne, må de forlade deres flok og enten leve alene i en periode eller opsøge en anden flok.

Trusler

Dødningehovedaben blev tidligere brugt som forsøgsdyr, men det er ikke længere tilladt. Har også været et skattet kæledyr.