TOKAYGEKKO

  • colourbox11657957_tokaygekko
  • colourbox15223456_tokay_gekko
  • colourbox41536963_tokay_gekko

Biologi

Tokaygekkoen hører hjemme oppe fra det nordøstlige Indien og nedover halvøerne sydpå til Indonesien. Den lever i den tropiske regnskov, men er i øvrigt også et værdsat hobbydyr i terrarier. Med sine 35 cm er tokaygekkoen den største af alle de næsten 1500 forskellige arter af gekkoer - den mindste er blot 2 cm.

Gekkoen er langstrakt og cylinderformet med en nubret hud. Farven er sædvanligvis grå med rustfarvede pletter over det hele. Hannen er kraftigere farvet end hunnen. Som noget særligt kan tokaygekkoen skifte farve. Den bliver lysere eller mørkere alt efter dens humør og omgivelserne farve. Hannerne viser deres ophidselse over for andre hanner med mørkere og kraftigere farver. Øjnene er hele tiden dækket af de gennemsigtige og klare øjenlåg. Ørerne er bare huller, men som hos mange andre gekkoer er de opbygget sådan, at man kan se tværs gennem hovedet.

Under fødderne sidder en række meget tynde lameller, der virker som sugeskiver. Gekkoen kan derfor hæfte sig fast og bevæge sig på meget glatte overflader. Den har således ingen problemer med at spurte op og ned ad en blank glasplade eller en vinduesrude.

Gekkoerne er aktive om natten, hvor de går på jagt efter alle former for insekter.

I yngletiden udstøder hannerne en høj og karakteristisk lyd, der har givet den navn: To-kay...tokay...tokay. Lyden tiltrækker hunnerne, og de to køn mødes, holder hannen partneren fast med blide bid. Hunnen klistrer sine 2 hårde æg fast til lodrette flader på sten eller træer. Hunnen kan få flere kuld om året, så det samlede antal æg når op omkring 8-10. Begge køn passer omhyggeligt på æggene, idet de er meget udsatte for fremmede gekkoer som gerne vil æde dem. Æggene klækker efter 3-4 måneder, og ungerne bliver kønsmodne, når de er ca. 1 år.

Trusler

Tokaygekkoen er ikke officielt truet, men levesteder er under afvikling, og der foregår en udbredt indsamling af dyrene til hobbybrug. Dertil kommer, at gekkoen indgår i kinesisk medicin.